Vil du være med til at præge samfundsudviklingen med viden og analyser?
I HBS Economics vil vi levere viden, der med høj kvalitet og relevans bidrager til, at samfundet udvikler sig på den klogeste måde. Og det har vi stor succes med. Derfor er vi på udkig efter dygtige praktikanter, som brænder for samfundsøkonomiske analyser, der skaber værdi for vores engagerede kunder.
Hvem er du?
Du læser på en samfundsvidenskabelig uddannelse (økonomi, statskundskab, sociologi el.lign.) og er blandt de bedste på din årgang.
Af natur går du entusiastisk til værks til faglige problemstillinger – særligt de komplekse. Derfor er du også analytisk og metodisk, og du har erfaring med kvantitative og/eller kvalitative metoder. Du har allerede faglig viden inden for fx velfærds-, klima- og erhvervsområdet fra studiet eller tidligere studiejobs (og fordi du ikke kan lade være at følge med i samfundsdebatten).
Du søger praktik i HBS Economics, fordi du oprigtigt vil forstå og finde løsninger på de udfordringer, som vores kunder står med. Du trives i et ambitiøst og entreprenant konsulenthus, der både rådgiver og udfordrer sine kunder. Du er en engageret og god kollega, der ved, at svære opgaver løses bedst i fællesskab med andre.
Hvad tilbyder vi?
Du kommer til at arbejde med opgaver for offentlige og private kunder både nationalt og internationalt. Du får gode muligheder for at bringe din analysekapacitet i spil, og vil opleve, at du udvikler dig fagligt og personligt.
Vores arbejdstempo er ofte højt, og du vil med garanti blive udfordret, men uanset hvor travlt vi har, så hjælper vi hinanden.Vi tilbyder samtidig en arbejdsplads med en fri og uformel omgangstone og et godt socialt miljø, hvor vi har det sjovt, og hvor der er højt til loftet.
Vi lægger en plan sammen med dig
Du vil blive en del af dagligdagen i HBS Economics og indgå som en del af teamet på forskellige projekter. Sammen med dig lægger vi en plan for dit praktikforløb, så du lærer forskellige ting – både fagligt og i forhold til hvad det vil sige at være konsulent. Du vil bl.a. komme til at arbejde med:
- Udvikling af opgaveløsninger, der inddrager de nyeste metoder og data
- Forskellige former for kvantitative og kvalitative analyser
- Præsentation af resultater og udarbejdelse af rapporter
- Tilbudsskrivning og deltagelse i kundemøder
Vi kan matche dine forventninger til et spændende arbejde, hvor vi løbende har fokus på at udvikle dine kompetencer, så du udvikler dig fagligt og personligt og bliver endnu mere attraktiv for fremtidige arbejdsgivere. Vi giver dig en fast vejleder under dit praktikforløb, og du får mulighed for at være med på opgaver, som du har særlig interesse for, og som fx er relevante for dit studie.
Som udtryk for vores påskønnelse af dit arbejde, tilbyder vi en erkendtlighed på 3.000 kr. om måneden (skattefrit) i tillæg til din SU. Desuden tilbyder vi god frokostordning og stiller en PC mv. til rådighed. Praktikperioden løber fra 1. februar 2024 til 30. juni 2024 (eller efter nærmere aftale).
Ansøgning
Send en motiveret ansøgning senest torsdag den 30. november 2023. Send ansøgning med CV, karakterudskrift og evt. anbefalinger til agw@hbseconomics.com – angiv ”praktikant” i emnefeltet. Vi behandler ansøgninger og indkalder til samtaler løbende.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Andreas Groth Wos på telefon 31 79 19 06 eller e-mail agw@hbseconomics.com.