Musikindustriens bidrag til dansk økonomi

med No Comments

Musik er en vigtig del af de fleste menneskers liv. Det begejstrer os i livets store øjeblikke, og det hjælper os, når vi er nede. Og det forener mennesker på tværs af kulturer, sprog og tid. Musik er også en økonomisk motor, og musikindustrien bidrager til at skabe vækst, innovation og arbejdspladser, og understøtter aktiviteten i mange andre erhverv. HBS Economics har foretaget en undersøgelse, der for første gang nogensinde kortlægger det samlede økonomiske fodaftryk fra den danske musikindustri.

Undersøgelsens hovedresultater er:

  • Den danske musikindustri bidrager med 16,3 mia. kr. årligt til dansk BNP. Det svarer til 0,6 pct. af det samlede danske BNP i 2023. Musikindustrien bidrager til dansk økonomi gennem et direkte bidrag, et indirekte bidrag og et forbrugsbidrag.
  • Den danske musikindustri bidrager til beskæftigelsen med 13.100 årsværk. Der er ansat 6.200 årsværk i den danske musikindustri, og aktiviteten i industrien skaber samlet set beskæftigelse svarende til 13.100 årsværk. Det svarer til 0,6 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark i 2023.
  • Den danske musikindustri skaber arbejdspladser i hele landet. Selvom musikindustrien naturligt er koncentreret omkring Hovedstaden og særligt København, bidrager den til at skabe arbejdspladser i hele landet. Fx skaber musikindustrien 1.900 arbejdspladser i Syddanmark og 2.400 arbejdspladser i Midtjylland.
  • Den danske musikindustri er mere produktiv end mange andre erhverv. Den danske musikindustri er et produktivt erhverv, og et årsværk i musikindustrien skaber i gennemsnit godt 8 pct. mere samfundsøkonomisk værdi (BNP-bidrag) end et årsværk i resten af dansk økonomi.
  • Den danske musikindustri bidrager med 7,1 mia. kr. årligt til statskassen. Det svarer nogenlunde til, hvad det koster at bygge et nyt supersygehus. Industrien bidrager til statskassen via indkomstskatter fra den beskæftigelse, branchen skaber, og via selskabsskatter fra de aktiviteter, branchen skaber.
  • Den danske musikindustris eksport bidrager med 1,7 mia. kr. årligt til BNP. Musikindustrien er internationalt orienteret og eksporterer til udlandet. Omkring 2/3 af eksportbidraget kommer fra livemusik. Den resterende 1/3 kommer fra indspillet musik.

Undersøgelsen er udført på vegne af et konsortium bestående af Dansk Live, Gramex, Koda, Music Export Denmark (MXD), Musikforlæggerne og IFPI Danmark.

Den samlede analyse kan læses her: Musikindustriens bidrag til dansk økonomi (Musikindustriens bidrag til dansk økonomi)

Contact

ESBEN ANTON SCHULTZ

ESBEN ANTON SCHULTZ

PARTNER, PH.D. (ECONOMICS)