Evaluering af Grønlands obligatoriske pensionsordning
HBS Economics har i samarbejde med BDO Advisory gennemført en evaluering af den obligatoriske pensionsordning (OP) i Grønland. Ordningen blev indført i 2018 for at styrke den offentlige økonomi og sikre, at fremtidens pensionister har rimelige levevilkår. Evalueringen gør status på, om ordningen indfrier forventningerne til de økonomiske virkninger for den offentlige økonomi og for borgerne. Derudover samler evalueringen op på mulighederne for at styrke ordningen i forhold til de overordnede mål.
Evalueringen er udarbejdet på vegne af Departementet for Finanser og Skatter under Naalakkersuisut - Grønlands Selvstyre, og den viser blandt andet at:
- Flertallet lever op til deres opsparingsforpligtelse
75 pct. lever op til deres opsparingsforpligtigelse. Særligt kvinder og ansatte i den offentlige sektor har en opsparing på minimum det lovpligtige niveau. Omvendt er det særligt mænd og ansatte i bygge og anlægsbranchen og indenfor fiskeri, landbrug og skovbrug der har uopfyldte forpligtigelser. Derudover sparer mange op, også selvom de ikke er forpligtet til det.
- Ordningen styrker pensionisters levevilkår og de offentlige finanser
OP bidrager til at løfte levevilkårene for grønlandske pensionister. I gennemsnit kan unge i dag se frem til en dækningsgrad på 66 pct., når de går på pension. Derudover stiger andelen af dem der har udsigt til en dækningsgrad på 75 pct. eller højere fra 20 pct. til 32 pct. som følge af OP. Ordningen bidrager også til at styrke de offentlige finanser. I 2070 forventes OP at medføre en besparelse i de offentlige udgifter til alderspensionen på ca. 100 mio. kr. (2022-niveau).
- Pensionsudbetalingsregler udhuler effekten af OP
En stor del af pensionsopsparingen placeres i danske pensionsselskaber, hvor udbetalinger beregnes ud fra danske restlevetider. Da grønlændere i gennemsnit lever kortere end danskere, resulterer dette i lavere udbetalinger, end opsparingen egentlig berettiger til.
I evalueringen peger vi også på en række mulige veje til at styrke ordningen. Ordningen kan blandt andet styrkes hvis det er muligt at overgå til grønlandske restlevetider i udbetalingen af grønlandske pensionsordninger placeret i danske pensionsselskaber, eller hvis mulighederne for spare op i ratepensioner forbedres.
Hele rapporten kan læses her: "Evaluering af lov om obligatorisk pension "
Contact
